Print

Foreløbige resultater

Som et foreløbigt resultat af arbejdet med projektet har projektgruppen følgende anbefalinger, synspunkter og foreløbige konklusioner:

  • Personer med oplevet talblindhed/dyskalkuli har behov for en samfundsmæssig blåstempling og anerkendelse af deres handicap.
  • I et samfund som det danske, hvor matematiske færdigheder og forståelser er nødvendige, er der store menneskelige omkostninger ved at blive stemplet som ”dum” i matematik.
  • Der ligger et samfundsøkonomisk rationale ved en forskningsbaseret forbedring og effektivisering af undervisningsindsatsen over for personer med matematikvanskeligheder. Dette gælder ikke mindst i grundskolen.
  • Matematiklærere har brug for en hjælpende hånd, hvis uddannelsessystemerne skal producere færre elever med matematikvanskeligheder. Der er brug for kurser og uddannelse i teori og praksis inden for området.
  • Der er brug for, at der i højere grad sker en adskillelse af undervisning af personer med henholdsvis generelle og specifikke matematikvanskeligheder.
  • Talblindhed/dyskalkuli er ikke nogen let sag. Der er brug for forskning og afdækning af området i en dansk kontekst.
  • Testning af et stort antal personer med formodet talblindhed/dyskalkuli ved brug af tilgængeligt testmateriale viser ikke noget entydigt billede af gruppen. Der er brug for yderligere afdækning.
  • Forskning i og opsamling og registrering af ”best practice” vil være en effektiv måde at tilføre området et umiddelbart løft på.
  • Det tyder på, at det faktisk er muligt at udvikle et progressivt pædagogisk screeningsværktøj til umiddelbar brug i undervisningen af oplevet talblindhed.
  • Udviklingsprojektet talblindhed/dyskalkuli er fase 1 i et større udredningsarbejde inden for området.