12 Oktober 2012

Pressemeddelelse:
Værktøjskasse til matematiklærere
skal hjælpe elever med talproblemer
 
Matematiklærere på erhvervsskoler i Danmark og det øvrige EU får næste år en værktøjskasse med ideer til en forbedret undervisning af elever med store talproblemer. Værktøjskassen er netop nu under udarbejdelse i et projekt under EU's Leonardo-program.
   Danmark, Holland, Finland, Skotland og Nordirland deltager i projektet, og fra Danmark er tre parter med: Svendborg Erhvervsskole, DPU/Danmarks Pædagogiske Universitetsskole samt CSV Sydfyn – Center for Specialundervisning for Voksne.
   Formålet er at skabe en bedre matematikundervisning på erhvervsuddannelserne, og projektgruppen er derfor også på vej med et særligt efteruddannelsesforløb for matematiklærere. 
   Gruppen har i denne uge været samlet til møde i Svendborg på Sydfyn, og det næste og afsluttende møde er i Utrecht i Holland i marts næste år, hvor både den færdige værktøjskasse og undervisningsforløbet vil blive færdiggjort og præsenteret.
   - Det er vigtigt at tænke anderledes for at vende den udvikling, at et stadigt stigende antal elever på erhvervsskolerne både herhjemme og i de øvrige lande har så svært ved matematik, at de dropper ud af uddannelsen, siger vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn. – I projektgruppen har vi fokus på Active Learning og på, at undervisningen tager udgangspunkt i den dagligdag, som eleverne har på deres arbejde. De skal have noget i hænderne – og det skal være relevant for dem. Det er ikke nok at stikke dem en lærebog i hånden og så gennemgå et fastlagt pensum på tavlen.

I Svendborg besøgte projektgruppen bl.a. Svendborg Erhvervsskole for at høre om den første danske forskning i talproblemer, som startede på skolen i september med særlig undervisning af udvalgte elever med store talproblemer. CSV Sydfyn er initiativtager til og ansvarlig for forskningsprojektet, mens DPU står for det konkrete forskningsarbejde.
   - Vi har rundt om i deltagerlandene mødt gode eksempler på nytænkning i matematikundervisningen, men det, vi har set på Svendborg Erhvervsskole, er fremragende, siger projektgruppens koordinator Daniel Sellers, som repræsenterer Skotland. - Undervisningen sker på elevernes præmisser og er målrettet på at hjælpe dem til at nå deres fulde potentiale.
   Vores udfordring som projektgruppe er nu at give dette videre til erhvervsskoler i de øvrige lande, så de kan hjælpe deres elever til at lykkes og gennemføre deres uddannelse, hvilket jo er ekstra nødvendigt med de nuværende økonomiske vanskeligheder, som giver begrænsede jobmuligheder. 

-------
Foto af projektgruppens modtagelse på Svendborg Rådhus samt foto af projektkoordinator Daniel Sellers i dialog med Svendborgs borgmester Curt Sørensen ligger til download herunder, og kan frit anvendes. Dog beder vi om, at følgende byline benyttes - foto: fagfotografen.dk

Yderligere oplysninger hos projektgruppens koordinator Daniel Sellers – tlf. 00 353 83 136 5463, og vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn – tlf. 2035 9896.

For at vise billedet i fuld størrelse: klik på det

For at downloade foto i fuld størrelse: højreklik på billedet, og vælg: gem destination som...

Projektgruppen i byrådssalen på Svendborg Rådhus sammen med borgmester Curt Sørensen, Børn- og Ungeudvalgets formand Hanne Klit og Børn- Ungedirektør Jan Præstholm. foto: fagfotografen.dk
Projektgruppen i byrådssalen på Svendborg Rådhus sammen med borgmester Curt Sørensen, Børn- og Ungeudvalgets formand Hanne Klit og Børn- Ungedirektør Jan Præstholm. foto: fagfotografen.dk
Projektkoordinator Daniel Sellers i dialog med Svendborgs borgmester Curt Sørensen. foto: fagfotografen.dk
Projektkoordinator Daniel Sellers i dialog med Svendborgs borgmester Curt Sørensen. foto: fagfotografen.dk

9 Oktober 2012

Pressemeddelelse:

Stor udenlandsk interesse for
forskning i talproblemer på
Svendborg Erhvervsskole

Repræsentanter fra erhvervsskoler i Holland, Finland, Skotland og Nordirland besøger onsdag Svendborg Erhvervsskole for at høre om den første danske forskning i talproblemer, som startede på skolen i september.

Besøget er led i et undervisningsprojekt under EU's Leonardo-program og har til formål at skabe en bedre matematikundervisning på de tekniske erhvervsuddannelser i deltagerlandene. Det er nemlig ikke blot i Danmark, at en del erhvervsskoleelever har så svært ved matematik, at de dropper ud og måske aldrig får en uddannelse. Det samme gør sig gældende i de øvrige lande, og Leonardo-programmets formål er at styrke kvalitet og nyskabelse i de erhvervsrettede uddannelser

Projektet er 2-årigt og afsluttes i juli næste år. Danmark deltager med repræsentanter fra dels DPU - Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, dels CSV Sydfyn i Svendborg, som er initiativtager til og ansvarlig for forskningen.

- På CSV Sydfyn har vi beskæftiget os med matematikproblemer og talblindhed siden 2009, hvor vi sammen med en ekspertgruppe lavede en indledende undersøgelse af børns, unges og voksnes talproblemer, siger vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn.  – I 2011 gennemførte vi et pilotprojekt på Svendborg Erhvervsskole med et lille hold elever med store matematikproblemer. De fik intensiv undervisning på deres egne præmisser med meget fine resultater, og derfor har vi fået 600.000 kr. fra Undervisningsministeriet til egentlig forskning med det formål at finde undervisningsmetoder, der kan afhjælpe talproblemer blandt erhvervsskoleelever.

- Vores arbejde med tal- og matematikproblemer har skabt interesse i udlandet, og vi bliver bl.a. inviteret med til internationale konferencer for at fortælle om vores arbejde, siger Jens Storm videre. - Vi blev således også inviteret til at deltage som partner i Leonardo-projektet.

Projektgruppen er i Svendborg fra tirsdag til torsdag, og Svendborgs borgmester Curt Sørensen modtager gruppen på rådhuset torsdag og får en orientering om projektets mål og arbejde.

-----

Projektgruppen besøger Svendborg Erhvervsskole onsdag kl. 9 og modtages af borgmester Curt Sørensen i byrådssalen torsdag kl. 9.

Yderligere oplysninger hos vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn – tlf. 2035 9896.

20 september 2012

Første danske forskning i talproblemer
Et forskningsbaseret undervisningsforsøg for unge med talproblemer er netop startet på Svendborg Erhvervsskole. 8 elever, der har store problemer med at klare den obligatoriske matematik på skolen, får to gange om ugen halvanden times intensiv undervisning på deres egne præmisser. Det er første hold af tre, og hvert hold bliver undervist af to lærere over 10 uger - eller i alt 30 timer.

Resultatet af undervisningsforsøget bliver målt gennem en start- og en sluttest, og en forskningsmæssig følgegruppe observerer undervisningen og interviewer deltagerne samt deres faglærere. Gruppen består af matematikfaglig konsulent, Elsebeth Pedersen, Ministeriet for Børn og Undervisning, samt Ph. D. i matematikundervisning, lektor Lena Lindenskov, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole/DPU. Desuden er professor Niels Egelund, DPU, tilknyttet forsøget.

Første egentlige forskning
Det er første gang, at der herhjemme foretages egentlig forskning i talproblemer, og Ministeriet for Børn og Undervisning har bevilget 600.000 kr. til forsøget, som CSV Sydfyn – Center for Specialundervisning i Svendborg - er ansvarlig for. Målet er at finde undervisningsmetoder, der kan afhjælpe talproblemer blandt erhvervsskolelever.

– Vi er meget glade for bevillingen, som vil kunne bringe os et langt skridt i retning af at skabe en målrettet undervisning for mennesker med tal- og matematikproblemer, siger leder af CSV Sydfyns FVU-afdeling, vicecenterleder Jens Storm.

Sammen med en ekspertgruppe startede han og hans afdeling i 2009 et udviklingsprojekt om matematikvanskeligheder og talblindhed. Dengang gav Undervisningsministeriet 200.000 kr. til en indledende undersøgelse, hvor 85 børn, unge og voksne fra hele landet blev testet.

– Undersøgelsen viste et klart behov for egentlig forskning, og vi har i denne omgang valgt elever på de tekniske erhvervsuddannelser som vores målgruppe, fordi vi ved, at en del af dem har så svært ved matematik, at de dropper ud og måske aldrig får en uddannelse, siger Jens Storm. - I 2011 lavede vi i samarbejde med Svendborg Erhvervsskole et pilotprojekt med undervisning af et lille hold elever, og resultaterne var så gode, at det var naturligt at vælge netop denne målgruppe og fortsætte det gode samarbejde med skolen.

Anerkendelse vigtig
Om baggrunden for at indgå i samarbejdet siger udviklingschef Bente Hye Nielsen, Svendborg Erhvervsskole: - Vi er rigtig glade for, at der med undervisningsforsøget kommer fokus på den problematik, at en del elever har svære problemer med tal og matematik, fordi vi mener, at det er meget vigtigt at anerkende denne problematik. En anerkendelse, som der er, når det gælder ordblindhed, men ikke når det gælder talblindhed.

De elever, som deltog i pilotprojektet sidste år, har haft rigtig stor glæde af det både i forhold til deres videre uddannelsesforløb og i forhold til øget selvværd, fordi de opdagede, at de søreme alligevel kan det her med matematik.

Vil være klogere på området
Pædagogisk konsulent, Lars Lindahl, Ministeriet for Børn og Undervisning, siger om baggrunden for bevillingen på de 600.000 kr.: - Der er i disse år stor politisk fokus på de grundlæggende færdigheder som læsning og regning, men vi har kun begrænset viden om matematikvanskeligheder og talblindhed. Her befinder vi os, hvor vi for år tilbage var på ordblindeområdet – dengang man ikke rigtig anerkendte ordblindhed. Derfor vil vi gerne bruge nogle af vores forsøgs- og udviklingsmidler til at blive klogere på området og forventer at få nogle erfaringsbaserede resultater, som kan anvendes, når vi skal beslutte, om vi skal foretage os videre på området.

Forsøgets undervisningskoncept er udarbejdet af matematikkonsulent Pernille Pind i samarbejde med de to lærere, der står for undervisningen – matematiklærer Per Horne, Svendborg Erhvervsskole, og FVU-matematiklærer Karin Jessen, CSV Sydfyn.

Forsøget afsluttes med en rapport med erfaringer og anbefalinger i oktober 2013.

---

Yderligere oplysninger hos vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn – tlf. 2035 9896,
udviklingschef Bente Hye Nielsen, Svendborg Erhvervsskole – tlf. 7222 5990 / 2557 7014 og
pædagogisk konsulent Lars Lindahl, Ministeriet for Børn og Undervisning – tlf. 3392 5346.



2 juni 2010

Første danske konference om talblindhed
Konferencen bringer eksperter, undervisere og folk med store talproblemer sammen

Den første danske konference om talblindhed – eller dyskalkuli, som det hedder i fagsproget, vil bringe eksperter, matematiklærere og personer med store talproblemer sammen.
   Konferencen holdes i morgen, torsdag den 3. juni, på Hotel Nyborg Strand og afslutter et udviklingsprojekt, der har haft som mål at afdække begrebet talblindhed. I projektet har deltaget førende danske eksperter på området.
   - Vi har undervejs i projektet oplevet en stor interesse både fra skoler og matematiklærere og fra de, der lever med talproblemer, siger vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn, som har taget initiativ til projektet.
   - Skoler og matematiklærere har efterlyst viden, værktøjer og kurser. Folk med talproblemer har meldt sig til projektet som testpersoner og efterlyst en anerkendt test samt accept af talblindhed på lige fod med ordblindhed.
   Derfor har vi valgt at holde en åben afslutningskonference, hvor eksperterne, praktikerne ude i klasselokalerne og dem, det hele handler om, kan møde hinanden og høre hinanden.
   De kommer alle til orde i løbet af konferencen, og det er vores håb, at det kan bidrage til at sætte større fokus på området.
   200 har meldt sig til konferencen, og der kommer undervisere fra hele landet og fra et bredt udsnit af uddannelsessektoren.

Blandt oplægsholderne er den skandinaviske ekspert i talproblemer, Olav Lunde, Norge, samt professor Niels Egelund, der er leder af Center for Grundskoleforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

Der er ikke hidtil foretaget videnskabelige undersøgelser af talblindhed i Danmark. Undervisningsministeriet har støttet udviklingsprojektet med 200.000 kr. 

Yderligere oplysninger hos vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn – Center for Specialundervisning for Voksne, tlf. 6223 4900 / 2035 9896 jens.storm@svendborg.dk

Program for konferencen er vedlagt.

Program


10 maj 2010

Konference om talblindhed
Mange af os har problemer med matematik. En god del har ligeså store problemer med tal, som ordblinde har med bogstaver. De kan f.eks. ikke læse tal på 5-6 cifre og derover og kan ikke lære tabellerne. De, der har størst problemer med tal, kender ikke klokken og kan ikke finde vej.

De er en hidtil overset gruppe, men et udviklingsprojekt har sat fokus på dem. På en konference på Nyborg Strand torsdag den 3. juni om talblindhed eller dyskalkuli, som det hedder i fagsproget, vil nogen af dem fortælle om, hvordan det er at leve med store talproblemer. Samtidig vil eksperter på området fortælle om projektet og dets resultater.

Nogle af de spørgsmål, der bliver rejst og søgt besvaret på konferencen, er: Hvad ved vi om talblindhed? Hvordan er det at være talblind? Hvordan kan matematiklærerne hjælpe? Og hvad gør man som forældre til børn og unge, der har store vanskeligheder med tal?

Udviklingsprojektet er startet af CSV Sydfyn – Center for Specialundervisning for Voksne. Undervisningsministeriet har støttet økonomisk, og førende eksperter på området har deltaget.

Om baggrunden for projektet siger vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn: – I vores FVU-undervisning af ordblinde blev vi opmærksomme på, at mange ordblinde også har store vanskeligheder med matematik. Men da der i Danmark ikke er foretaget egentlig forskning på området, havde vi svært ved at hente viden til en målrettet undervisning af kursister med talproblemer. Derfor opstod ideen om selv at gå i gang.

- Interessen for projektet har været meget stor. Vi har fået henvendelser fra mennesker med talproblemer fra hele landet, og en del af dem har stillet sig til rådighed som testpersoner for projektet. Undervejs har vi konstateret, at problemer med tal er mere omfattende og også mere komplicerede, end vi havde forestillet os.

Eksperterne i projektgruppen er

  • Lena Lindenskov, mso professor inden for matematikkens og naturfagenes didaktik ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet
  • Kent Meistrup Hansen,VUC-Fyn, modulansvarlig på University College Syddanmarks diplomuddannelse i matematikvanskeligheder, formand for opgavekommissionen for FVU-matematik
  • Pernille Pind, cand.scient, matematikkonsulent
  • Steen Hilling, cand.psyk. Munkholm Kursus & Projektcenter
  • Steen Polk, pædagogisk konsulent i PPR i Svendborg, formand for Danmarks Specialpædagogiske Forening  

På konferencen i Nyborg 3. juni medvirker desuden den skandinaviske ekspert i talproblemer, Olav Lunde, Norge, samt professor Niels Egelund, der er leder af Center for Grundskoleforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

Yderligere oplysninger om konferencen og udviklingsprojektet hos vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn – tlf. 6223 4900 eller 2035 9896.


11. august 2009

Ny forskning skal afdække tal-blindhed
CSV Sydfyn har fået 200.000 kr. fra Undervisningsministeriet til at forske i tal-blindhed. Målet er at afprøve og udvikle undervisningsmetoder og –materialer til en målrettet undervisning, og det vil ske i samarbejde med førende eksperter på området.

CSV Sydfyn er center for specialundervisning for voksne med afdelinger i Nyborg og Svendborg, men har desuden overenskomst om FVU-undervisning (Forberedende Voksen Undervisning) og undervisning af ordblinde.

- I vores daglige arbejde er vi blevet opmærksomme på, at ordblinde ofte også har store vanskeligheder med matematik, siger vicecenterleder Jens Storm. - Vi bruger forskellige betegnelser - tal-blindhed, regnehuller og dyskalkuli, fordi der i Danmark stort set ikke er foretaget egentlig forskning på området, men vi kender til forskning i udlandet.

Det er således begrænset, hvor vi kan hente den viden, vi har brug for, til at tilrettelægge en målrettet undervisning af vores kursister parallelt med undervisningen for ordblindhed. Derfor ser Undervisningsministeriet også gerne området afdækket, og det er baggrunden for de midler, vi nu har fået.

I projektet medvirker CSV Sydfyns kursister samt kursister udefra, bl.a. fra VUC. Kursisterne vil deltage i interviews, metodeafprøvning samt afprøvning af dels eksisterende, dels nyudviklet undervisningsmateriale.

Projektet starter med en mini-konference sidst i august og afsluttes i maj næste år med en konference, hvor resultaterne vil blive præsenteret.

De eksperter, der deltager i projektet, er professor Lena Lindenskov, Danmarks Pædagogiske Universitet, formand for opgavekommissionen Kent Meistrup Hansen, VUC-Fyn, konsulent Pernille Pind, som er en af de fremmeste i Danmark, når det gælder tal-blindhed, cand.psyk. Steen Hilling, der har udviklet PAS-systemet – Pædagogisk Analyse System, samt pædagogisk konsulent i PPR i Svendborg Steen Polk, der er formand for Danmarks Specialpædagogiske Forening.

CSV Sydfyn har for øjeblikket 25 hold inden for FVU-læsning, FVU-matematik og ordblinde.

Ifølge lov om Forberedende VoksenUndervisning er målet med FVU at give voksne mulighed for at forbedre og supplere deres færdigheder i læsning, stavning og skriftlig fremstilling samt talforståelse, regning og basal matematik med henblik på videre uddannelse og styrkelse af deres forudsætninger for aktiv medvirken i alle sider af samfundslivet.

Ifølge bekendtgørelse om ordblindeundervisning for voksne er målet med undervisningen at afhjælpe eller begrænse ordblindes vanskeligheder og forbedre deres muligheder for at klare sig i sammenhænge, der kræver, at de kan skrive.

-----
Yderligere oplysninger hos vicecenterleder Jens Storm, CSV Sydfyn FVU Afdeling – tlf. 6223 4900, mobil 2035 9896.