Talblindhed/dyskalkuli
www.dyskalkuli.dk er hjemmeside for udviklingsprojektet Talblindhed/dyskalkuli, der startede i august 2009 med støtte fra Undervisningsministeriet og med deltagelse af førende eksperter på området.
Projektet blev afsluttet med en konference på Hotel Nyborg Strand torsdag den 3. juni, og samtidig inviterede Undervisningsministeriet til en drøftelse af mulighederne for at fortsætte projektet.
I projektgruppen håber vi meget, at det lykkes at finde midler til det fortsatte arbejde.
Vi har i projektperioden testet 85 børn, unge og voksne med store talproblemer, og mange af dem har vi også interviewet. På den baggrund har vi en række anbefalinger, synspunkter og foreløbige konklusioner.
Anbefalinger, synspunkter og foreløbige konklusioner indgår også i et hæfte, der blev udarbejdet til afslutningskonferencen. Det består af to selvstændige dele - Talblind/dyskalkuli og Talskæbner - der ligger som pdf-filer. Hæftet kan rekvireres i CSV Sydfyns FVU- og Ordblindeafdeling, Kongegade 5, 5800 Nyborg –
tlf. 6223 4957.
